Lige nu ser man pynt til hjemmet i alle mulige smarte og klare farver. Mange af tingene er ret dyre – især fordi det er højeste mode lige nu. Men du kan selv lave nogle flotte farverige skåle til dit hjem og så kan du få børnene til at hjælpe.
Alt du skal bruge er en skål, der kan tåle at komme i ovnen og en masse flotte hama perler (og selvfølgelig en ovn).
Det er vigtigt, at skålen har sider, der skråner op. De må ikke være helt lodrette.
Når du har fundet perler og skål, hælder du perler ned i bunden af skålen. Du kan selv vælge, om de skal være blandede farver eller om du kun vil have en eller to farver. Når du er blevet fortrolig med teknikken, kan du endda lave mønstre i skålen med forskellige farver.
Når perlerne er i skålen, gælder det om at få dem til at ligge i ét lag både i bunden og op langs kanten af skålen. Du bestemmer selvfølgelig selv, hvor høje kanterne skal være.
Der er to teknikker, du kan bruge. Den ene består i, at du trykker perler ned i bunden, så de resterende perler i skålen automatisk lægger sig op langs kanten. Denne metode fungerer kun, hvis du vil have et tilfældigt mønster eller hvis du kun bruger én farve.
Den anden metode kræver mere tålmodighed og består i, at du lægger perlerne i det mønster, du ønsker op langs kanten – én efter én. Du bestemmer selv, om du vil have perlerne til at ’ligge ned’ langs skålens kant, eller om de skal ’stå op’ på kanten.
Når du er færdig med at lægge perlerne langs kanten, sætter du forsigtige skålen ind i en forvarmet ovn.
Ovnen skal være ca. 200 grader varm. Det er lidt en smagssag, hvor lang tid man synes skålen, skal have i ovnen, så hold øje med den og tag den ud, når du synes den er flottest. Du skal regne med at den skal være i ovnen mellem 5 og 15 minutter. Hvis du giver den kort tid, vil du stadig kunne se hullerne i perlerne, når du tager den ud. Hvis du giver den længere tid, smelter perlerne mere sammen og du kan faktisk få en helt vandtæt skål, hvis du giver den lang tid nok i ovnen.
Når du synes skålen, har det udseende, du bedst kan lide, tager du den ud af ovnen, hvis den har fået lidt ujævnheder i overfladen af varmen, kan du lige rette den til med en teske.
Lad perlerne stå i skålen til de er afkølede og så kan du lige så stille tage perleskålen ud af formen og den er klar til brug.